Hvordan arbejder Håndværkets Ankenævn?

Sagsbehandlingen ved Håndværkets Ankenævn er skriftlig. Klagen skal indgives på ankenævnets klageskema, som du finder her.

Ankenævnets arbejdssprog er dansk.

Klagen kan indgives enten elektronisk eller pr. post.

Sekretariatet står for forberedelsen af sagen, inden nævnet behandler den på et møde. Begge parter bliver løbende holdt orienteret om sagen og har mulighed for at kommentere modpartens oplysninger, den sagkyndige erklæring, eller fremkomme med øvrige bemærkninger.

Når sagen er oplyst, og parterne er hørt, er sagen klar til nævnsmøde. Nævnet får forelagt samtlige bilag i sagen og træffer afgørelse på det skriftlige grundlag. Parterne er ikke til stede under nævnsmødet.

Når nævnet har truffet afgørelse vedrørende selve sagen, træffer det afgørelse vedrørende sagens omkostninger. Herefter bliver der udarbejdet en kendelse i sagen, som sagens parter får tilsendt inden for ca. 8 dage efter nævnsmødet.