5. Forelæggelse for nævnet

Når den sagkyndige erklæring har været i høring hos parterne, og en eventuel efterfølgende skriftveksling er afsluttet, er sagen klar til forelæggelse for nævnet.

Der forelægges ca. 15 sager pr. møde.
 
Nævnets afgørelse:
Nævnet får forelagt samtlige bilag i sagen og træffer afgørelse på det skriftlige grundlag. Parterne er ikke til stede under nævnsmødet. Når nævnet har truffet afgørelse vedrørende selve sagen, træffer det afgørelse vedrørende sagens omkostninger. Herefter bliver der udarbejdet en kendelse i sagen, som sagens parter får tilsendt inden for ca. 8 dage efter nævnsmødet.
 
Hvordan er nævnet sammensat?
Formanden for nævnet er landsdommer, næstformanden for nævnet er byretsdommer.

Nævnets øvrige medlemmer er udpeget af:

Forbrugersiden
  • Forbrugerrådet Tænk
  • Parcelhusejernes Landsforening
Virksomhedssiden
  • Dansk Håndværk
  • Danske Anlægsgartnere
  • Danske Malermestre
  • Arbejdsgiverne
  • Kristelig Arbejdsgiverforening
Nævnets sammensætning skifter, alt efter hvilken type håndværk sagen vedrører. Det gælder dog altid, at nævnet sammensættes af formanden eller næstformanden, som har 1 stemme, og nævnsmedlemmer fra henholdsvis forbrugerside og virksomhedsside, som hver har 2 stemmer.